Den fremgangsmåde, der er valgt i direktivet, synes ikke at være den bedste. I hvert fald ikke for de indberettende personer. EU’s whistleblowing-lovgivning kræver en vis grad af sandsynlighed med hensyn til oplysningernes sandhed og direktivets væsentlige omfang på tidspunktet for indberetningen fra den indberettende persons side. Direktivet indeholder ikke nogen afkræftelig formodning om, at denne betingelse er opfyldt, indtil det modsatte er bevist. Dette placerer bevisbyrden påhviler den indberettende person som den svage part i sagen, hvilket øger hans eller hendes juridiske risiko betydeligt.
Whistleblowing-loven definerer ikke den juridiske standard “rimelige grunde” og overlader dette til de nationale love. Desuden er dette ikke den eneste juridiske standard, der gælder for denne betingelse. De oplysninger om overtrædelsen, som den omtalte betingelse henviser til, defineres i artikel 5 som oplysninger, herunder rimelig mistanke, om faktiske eller potentielle overtrædelser, som er sket eller med stor sandsynlighed vil ske. Det er ikke klart, hvorfor der i denne definition anvendes udtrykket “rimelig mistanke”, mens der i artikel 6 kræves “rimelige grunde” fra ansøgeren. Disse retlige standarder kan have meget forskellige betydninger i nogle nationale lovgivninger, hvilket helt sikkert vil skabe yderligere forvirring.
Det er dog ikke sikkert, at alle indberetninger med en lavere grad af sandsynlighed end den krævede “rimelige grund” (eller “rimelig mistanke”) nødvendigvis bør sidestilles med bevidst forkerte og vildledende indberetninger. Hvis man forstår god tros indberettere som alle dem, der ikke med vilje indsender forkerte og vildledende indberetninger, opdeler direktivet tilsyneladende de god tros indberettere i yderligere to grupper. Den ene med mere og den anden med mindre god tro. Forskellen er langt fra ubetydelig, da beskyttelsen mod repressalier afhænger af den. Ud over de personer, der bevidst uretmæssigt anmelder, vil også de personer, der anmelder i “mindre” god tro, og som ikke kan bevise en tilstrækkelig grad af sandsynlighed for oplysningernes sandhed på anmeldelsestidspunktet, ikke kunne påberåbe sig beskyttelsesforanstaltningerne mod repressalier. Desuden vil selv det forhold, at de indberettede overtrædelser viser sig at være dokumenterede, ikke give de indberettende personer med “mindre” god tro adgang til beskyttelsesforanstaltningerne. Den modsatte situation, hvor den indberettende person med “mere” god tro indberetter oplysninger, som senere viser sig at være usande, men stadig nyder beskyttelse, synes langt mindre relevant.
I stedet for den positive betingelse i artikel 6 i EU’s whistleblower-direktiv, kunne det være mere hensigtsmæssigt at definere ondskabsfuldhed som en negativ betingelse for at yde beskyttelse mod repressalier. I lighed med bestemmelsen i artikel 23, stk. 2, hvor der skal fastsættes sanktioner over for indberettere, hvis det fastslås, at de bevidst har indberettet falske oplysninger, kunne nægtelse af beskyttelse defineres på samme måde. En sådan løsning ville være enklere og ville indebære en mindre juridisk risiko for de indberettende personer, samtidig med at formålet i betragtning 32 stadig ville blive opfyldt. Medlemsstaterne kan stadig indføre en sådan løsning i deres nationale lovgivning, da det er en mere gunstig bestemmelse for de indberettende personers rettigheder.